Vil du have hjælp til en rød babynumse?
I min hverdag som babyzoneterapeut møder jeg mange babyer. En del af dem bokser med rød numse. Det kan gøre rigtig ondt og skabe meget uro hos både barnet og de ofte frustrerede forældre. Det ved jeg af erfaring. Jeg ved også der er noget du kan gøre for at afhjælpe problemet, så her følger lidt inspiration til, hvad du kan gøre som forældre til en baby med rød numse.
Hvad er årsagen til din babys røde numse?
Dog først lige om hvad årsagen egentlig er til en rød numse. Huden i det område bleen dækker er varmere, fugtigere og har en højere surhedsgrad end alle andre steder på kroppen af din baby. Den tætsluttende ble, din baby har på, gør, at urin og afføring kommer i tæt kontakt med huden og nogle gange i lidt længere tid, hvis de voksne ikke opdager at der er ”gevinst” lige med det samme. Dermed kan der udvikles rød numse, irritation og hvis det udvikler sig eksem.
Syv tips til at undgå og behandle en rød numse!
- Sørg for en god hygiejne. Jeg ved det… det er næsten omsonst at skrive efter over et år med håndsprit og konstant fokus på netop hygiejne, men det har stor betydning.
- Babyer elsker at ligge med numsen bar så meget de overhovedet kan få lov til. Det er rart for barnet, at der ikke er noget rundt om numsen. Men det kan hurtigt blive en snasket affære. Du kan gøre det til en mere ”sikker situation” for gulv og andre underlag ved at investere i et par vådligger-lagener. IKEA.dk har dem blandt flere andre. Hvis uheldet er ude og din baby tisser eller laver lort uden ble på, så kan vådligger-lagenet let vaskes og hurtigt være klar til brug igen.
- Når du har vasket din babys bagdel, så aftør den meget grundigt. Nogle finder god hjælp i en føntørrer. Føntørreren har oven i hatten en meget beroligende effekt på de fleste babyer.
- Traumeel salve er en homøopatisk salve, som jeg hører mange er glade for og som virker godt på en rød numse.
- Ren honning er også ret effektivt, når numsen rød. Men bliver også hurtigt en lidt klistret omgang.
- Essentielle olier er også gode. En mor fortalte mig, at hun med stor succes bruger lavendel blandet i kokosolie, mens en anden mor blander lavendel og melaleuca i kokosolien, når hun behandler sit barns udslet/røde numse. Ømheden forsvandt efter første påføring med dette miks og det røde var væk næste dag. (OBS: kokosolie kan erstattes med mandelolie) 👌🏻🌱.
- Endelig kan du bade babynumsen med vand tilsat Bach-remediet Crab Apple / Sødæble. Det virker også rigtig godt på de fleste.
Det var syv tips til at undgå eller få bugt med en rød babynumse. Nu er jeg nysgerrig… hvad er dit bedste råd mod rød babynumse?
Kærligst Helle