Med mor på arbejde. Det var hvad Jan var. Men først lidt om i hvilken sammenhæng.

Fra Minsk til Kaunas

Har du nogensinde cyklet fra Minsk i Hviderusland til Kaunas i Litauen? Det gjorde jeg i juni 2016 – 410 kilometer på seks dage. Det var en oplevelse for livet og såmænd om jeg ikke også stødte på en baby her…

De første 3 dage var turen planlagt, så vi stort set kun cyklede steder uden motoriserede køretøjer. Det førte os gennem den hviderussiske jungle, på markskel og ud af stier som jeg aldrig på forhånd ville have troet nogen kunne finde på at kalde for stier.

Turen var ment som en hyldest og en support til biblioteksverdenen – ”cycling for libraries”. Fire cykelhold startede samtidig med kurs mod Kaunas. Nastassia fra Hviderusland stod som initiativtager og ansvarlig for hele turen fra Minsk. Med sig havde hun sin søn Jan på otte måneder. Nastassia var super professionel trods hun konstant havde Jan med sig – typisk bærende på den ene eller den anden måde.

Jan var med mor på arbejde

Jan var med overalt! Mor og søn tog turen rundt for at hjælpe os andre i supportbil. De skulle sørge for at alt det praktiske var på plads, når vi nåede frem til hvert hvilested. Undervejs holdt Nastassia flere takketaler på de lokale biblioteker som vi besøgte – altid med Jan smilende på armen. Den sidste dag var han den yngste deltager i et biblioteksseminar der blev holdt for alle fire cykelhold.

Hele turen var Jan hos sin mor. Det var tydeligt, at han følte sig helt tryg og han mødte da også os andre med store smil hver gang vi kom frem til Nastassia og Jan. Det var på alle måder dejligt livsbekræftende at se, at turen var en god oplevelse for både mor og søn og at det fint kan lade sig gøre at have babyer med på farten.

Har du oplevet noget lignende med din baby eller dit barn? Har I rejst sammen og hvordan er det gået?

PS og her kan du læse blogindlægget “Juleferie og babymaven driller