Har din baby fået tænder?

Eller kan du huske dengang din baby fik tænder?

De fleste forældre der har været i nærheden af en baby, der fik tænder har oplevet at tænder er noget der kan give en del uro.

Men hvornår er det lige at babyer får tænder – ved du det?

En baby er typisk fire til otte måneder gammel, når den får den første tand. Den sidste tand plejer at have set dagens lys, når barnet er cirka tre år gammelt. I sjældne tilfælde fødes spædbørn faktisk med tænder. Og det er der en del ammende mødre, der kan berette om ikke altid er lige sjovt.

Det samlede tandsæt, når alle tænder har set dagens lys, er på 20 tænder – fordelt med lige mange i undermunden og i overmunden.

Som nævnt kan det at få tænder for nogle babyer give en masse uro. Er det tilfældet hos jer, er her nogle forslag til, hvordan du kan dulme smerterne hos din baby, når gummerne gør ondt, fordi der er tænder på vej…

Bidering

Når gummerne klør og er irriterede, så kan en bidering – helst taget direkte fra køleskabet, så den er kold – være en god hjælper.

Køleskabskolde agurker er også en god og lettilgængelig mulighed, men sørg altid for at barnet er stort nok til ikke at kunne kløjes i maden. Og ingen mad eller ting direkte fra fryseren til et lille barn.

Gummidråber

Du kan også dryppe gummidråber i munden på din baby, når han eller hun har smerter ved tandudbrud. Dråberne er på pipetter og mange – både børn og voksne – er glade for dem.

Husk, at når flasken er åbnet, skal den opbevares på køl, for ellers smager dråberne alt andet end godt.

Aftamed Gel

Aftamed Gel er også en god mulighed – det kan du få på apoteket. Aftamed Gel virker lokalbedøvende og jeg kender en del, der har god erfaring med dette.

Essentielle olier

Copaiba er den essentielle olie jeg er bekendt med, der bruges mest ved tandfrembrud.
Jeg hørte også om en som gav datteren på 11 måneder den essentielle olie Clove. Datteren hadede smagen men det virkede.

Zoneterapi

Og så er der det jeg kan – babyzoneterapi. Jeg har en del mødre og fædre, der er glade for at kontakte mig, når der er tandfrembrud – som en mor skrev til mig efterfølgende ”du hjalp min datter med noget tandfrembrud”.

Bonusidé!

Nu jeg er ved zoneterapi, så skal du lige have et fif fra zoneterapeut Hanne Sanderhoff

En indisk jordemoder fortalte på et kursus Hanne, at de hjemme i Indien ikke kendte til det at have ondt for tænderne.

Hun mente det måske havde noget at gøre med, at de rørte meget mere fysisk ved hinanden – og dermed også rørte mere ved kæberne og gummerne på børnene.

Hanne tog idéen til sig og har siden opfordret alle de mødre hun har mødt, der har babyer der får tænder, til at massere deres barns gummer før, under og efter tandfrembrud… med god virkning!

Så måske en idé du også kan bruge til noget?

Og hvis ikke noget af det ovenstående virker for dig – hvad er så dit bedste fif, når din baby døjer med smerter som følge af tandfrembrud?